Unge skriver mere end nogensinde

”Unge skriver mere end nogensinde”, det er vel en påstand, jeg ikke kan benægte. Når jeg læser Jeppe Bundsgaards tekst ”Skrivelyst i autentiske situationer”, forstår jeg lidt bedre, hvorfor de unge kan miste motivationen til at skrive. Der skal jo være en mening og hensigt med at skrive en given tekst, og der er vi måske ikke så gode til at motivere. De unge er jo skrivelystne som aldrig før, sms, chat, statusopdateringer og respons på disse, ja en relativ stor del af deres hverdag går med at skrive. En lille research på nettet gav mig en idé om, hvor omfattende sms skriveriet er hos de unge. Vi taler her om ca. 1500-2000 sms´er om måneden, det er ca. 60 om dagen! Så skrivelysten er jo til stede. Dette var så kun sms´er. Hvis vi kigger på de andre ting jeg opremsede tidligere, kan det jo blive til et helt essay om dagen. Jeg fandt et citat fra en pige, der skrev omkring 40.000 sms´er om året. Hun siger: ” Når man sidder uden at have rørt sin mobil i fem minutter, får man den der lyst til at skrive”. Det er lidt af den tilgang vi skal prøve at få ind i klasserummet. Det bliver nok ikke så enkelt, men det er en udfordring, der skal prøves. Hverken du eller jeg kan vel frasige os den samme holdning, de unge har. Det er nemt lige at sende en besked, hvad enten det er pr mail eller sms. Vi er klar over, at skrivestilen ikke har den store betydning, der er ingen der rigtigt kommentere sproglige fejl, så længe det kan læses. Er det så ikke den vej, vi skal prøve at lokke de unge til tasterne i skolen? Vi kan jo lade være med at kalde det ord som procesorienteret skrivepædagogik, Teaching-Learning Cycle og andre fagudtryk, som straks vil forskrække eleven, og måske sætte en skriveblokering i gang hos eleven før han/hun er kommet i gang. Ser vi på deres daglige skrivelyst, kan vi jo næppe genkende ordet skriveblokering.

Begrebet ” at komme i skriveflow” må være første fase i elevens skriveproces. For at få eleven i ”flow” må differentieringen være optimal. Elevens kompetencer og opgavens sværhedsgrad skal passe sammen, men samtidig skal eleven udvikle sig, og derfor skal vi også skele til Vygotkijs ”Zonen for nærmeste udvikling”. Hvis vi ikke hele tiden er opmærksom på elevens stadie og potentiale, vil vores arbejde med de to begreber være spildt. Eleven kan komme ud af ”flow” og derved enten kede sig eller give op på grund af sværhedsgraden i opgaven.

Jeg kan se mig selv i begge situationer. Da jeg startede med at studere, var jeg tit ude af ”flow”. Jeg havde ikke befundet mig i et undervisningsmiljø i ca. 30 år, så tingene havde ændret sig lidt. Mht. ”flow” havde jeg meget svært ved at følge med i de rent analytiske opgaver, da det selvfølgelig overhovedet ikke mindede om min skoletid. Omvendt havde jeg jo fået en del erfaring og almen viden qua min alder, og det gjorde til tider, at undervisningen kunne virke dræbende langsom. Jeg var absolut ikke i ”flow”, hverken på den ene eller anden måde. Dette er jo en erfaring jeg skal tage med videre i folkeskolen, om end jeg er klar over at det vil blive en stor udfordring for mig, at skabe den optimale ”flowsituation” i en udskolingsklasse der bare venter på at få fri.

Jeg vil, uden at eleverne opdager det, præsentere dem for procesorienteret og genreorienteret skriveundervisning gennem ”The Teaching Learning Cycle”. Det er kort sagt en proces, der gør op med den traditionelle summative vurdering af elevernes skrivearbejde, det med de røde streger og slutkommentarer. Med den procesorienterede skriveundervisning får eleven en mere formativ vurdering af sit arbejde. Læreren skal i sin vejledning tage udgangspunkt i selve processen og den genre, eleven har valgt at skrive. Dette har en direkte tråd til genrepædagogikken og The Teaching Learning Cycle. Et eksempel på denne form for skrivepædagogik er samarbejde lærer og elev imellem. Hele vejen gennem opgaven. Hvis vi tager udgangspunkt i eventyrgenren, vil et typisk undervisningsforløb kunne skitseres således:

1.      Eleverne læser forskellige eventyr, bliver fortrolige med genren, og udleder fællestræk for genren.

2.      Lærer og eleverne læser i fælleskab nye eventyr, hvor læreren gør genrekendetegn tydelige for eleverne.

3.      I denne fase ses et tæt lærer/elev samarbejde. Hvor vi før så en lidt mere individuelt præget tilgang til emnet. Her betyder samarbejdet mellem lærer og elever meget. Eleverne skriver et eventyr i samarbejde med læreren, hvor læreren gennemarbejder og demonstrerer genren, og giver eleverne det nødvendige stillads, til at eleverne i fase 4 kan skrive deres eget eventyr.

4.      Eleverne skriver deres eget eventyr.

Alt dette lyder jo godt. Er det så det? Selvfølgelig skal folkeskolen udvikle sig, men kan den ikke ”overudvikle” sig? Er alt nyt godt? Det var en masse spørgsmål på en gang. Jeg mener ikke, at man kan udelukke den ene metode frem for den anden. Vi skal vurdere, hvad der passer bedst til den enkelte elev og dennes ZNU. Den måde jeg fik undervisning på for fyrre år siden, er ikke nødvendigvis ringere, end den måde der undervises på i dag. Tiden er en anden, de unge er knapt så autoritetstro, ja i det hele taget er de mere kritiske og tvivlende over for omverdenen, end jeg var i den alder. Jeg mener ikke at der er noget galt med summativ evaluering, jeg mener heller ikke, der er noget galt med formativ evaluering. Jeg mener ikke, der er noget galt med den traditionelle danske stil og de røde streger, jeg mener heller ikke, der er noget galt med procesorienteret genrepædagogik og ”The Teaching Learning Cycle”, men jeg synes der er noget galt, hvis man binder sig fast til en teori, og ikke kan se ud over den. Lad os mikse det hele lidt sammen og sørge for at vores elever får en god oplevelse i folkeskolen. Det er vel derfor vi er her.

Skrivepædagogik

• af Sarah Kjøller

Er eleverne klar over hvad et essay er, når de får stukket et stileoplæg i hånden i folkeskolen?

Er de overhovedet klar over hvilken genrer de skriver deres essay i?

Ja, jeg kan da huske at jeg ALTID fik byttet rundt på essay og noveller, når jeg sad der og skulle skrive en stil. Men hvordan lærer vi eleverne at skrive i den rigtige genrer? Det gør vi ifølge den ”nye” skrivepædagogik igennem respons, refleksion og coaching!

Bliver det forklaret godt nok til eleverne, og er vi som lærer gode nok til at coache vores elever igennem det? Jeg kunne i hvert fald godt have brugt meget mere coaching om dette, dengang jeg gik i folkeskole. Jeg som lærerstuderende, kan stadig blive i tvivl, om hvad et essay er, selvom jeg egentlig godt ved det! Hvad får man ud af, at få en stil tilbage som er fyldt med røde streger? Ville eleverne ikke lære mere af, at læreren gav noget konstruktiv respons, og evt. lave en rettenøgle til dem, så de rent faktisk fik rettet og lært af deres fejl? Jo, det mener jeg!

Med vores ”nye” skrivepædagogik i dag, er målet at der skal være en hensigt med som bliver skrevet og der skal være en modtager, sådan at eleverne lærer at få viderebragt deres budskab på skrift. Vi som lærer, skal derfor være med til at danne vores elever til at begå sig i samfundet, via denne skrivning. Vi kan som kommende lærer, ligeså godt indse, at coaching er vejen frem, hvor vi skal skabe en slags fælles coaching, hvor eleverne coacher hinanden.

Vi skal få eleverne til at se skrivningen som en proces, og lære dem om de forskellige faser:

defase, stoffase, organiseringsfase, skrivefase og revideringsfasen.

Mette Kirk Mailand lægger stor vægt på, at man med genreskrivningen arbejder med skriveudviklingen i fokus. Det betyder, at lærerens respons bør rette sig mod elevernes fremtidige skriveudvikling og tekstens vækstpunkter (steder hvor skriveren prøver at bruge noget nyt, som f.eks. at beskrive omgivelser, men endnu ikke mestre det til fulde). Eleven bør således heller ikke skrive en ny version af samme tekst ud fra responsen, der i stedet rettes mod hans vækstpunkter, fremtidige skriveudvikling og næste tekst inden for genren.

Jeg vil som kommende lærer, stå med åbne arme overfor den ”nye” skrivepædagogik, således at mine elever ikke er et sekund i tvivl om, hvad f.eks. et essay er :)

Retoriske stilfigurer ..

X factor, Voice Danmarks største stemme, Luksusfælden, Paradise Hotel, De unge mødre, Singleliv, ja jeg kunne blive ved. Hvad gør danskerne ikke for at blive kendt?

Er du dum – kan du blive kendt!

Er du dum – kan du blive rig!

Men hvad nytter det at få penge for at være dum? Hvad tænker alle de små pus i folkeskolen ikke? ”Nå, jeg behøver ingen uddannelse, jeg kan bare være dum, så får jeg i hoved og røv.”

Så ender vores land med at ingen unge mennesker får sig en uddannelse, for til sidst er alle med i reality. Men okay, så bliver der da en masse arbejde til os ”gamle” som har set realiteten i øjnene. FEDT! Så behøver jeg jo ikke bekymre mig, om der er arbejde..... Hmmm... Men hvad med de små pus? Ja, dem bekymrer jeg mig om! Bekymrer mig om deres fremtid!

Bliver man lykkelig af at være kendt for at være dum?

Paradise, pik og patter – Er det sådan ungdommen skal se ud i fremtiden? Ja, hvad tænker gamle fru Hansen så ikke, hvis hun ikke kan se Matador lørdag aften, og der kun er Paradise Hotel eller lignende?

SMÅ PUS, TRO IKKE PÅ ALT HVAD I SER I TV!

Nordbyskolen Johnny Filbert og Sarah Kjøller: Halløjsa jeg har fødselsdag :D

Nordbyskolen Johnny Filbert og Sarah Kjøller: Halløjsa jeg har fødselsdag :D: Halløjsa jeg har fødselsdag :D
Jamen hvorfor ser du så ikke glad ud:-))... VI VIL HAVE FLØDEBOLLER.....

http://www.youtube.com/watch?v=9bZkp7q19f0

Nordbyskolen Johnny Filbert og Sarah Kjøller: Her er den nye superblogger fra Sarah og Johnny.

Nordbyskolen Johnny Filbert og Sarah Kjøller: Her er den nye superblogger fra Sarah og Johnny.: Her er den nye superblogger fra Sarah og Johnny.

Halløjsa jeg har fødselsdag :D

                                                              Hva` sker der?????
Sociale arrangementer overtager studietiden på de videregående uddannelser.
Skal vi ikke tænke på at tiden skal bruges til studierelaterede og faglige formål, fremfor sociale, og til tider langt ude ”kagetimer”.
Naturligvis skal en vis social tilgang til den daglige undervisning ”presses” ind, men det overdrevne fokus på kage, klappeleg og kegledans er helt ude i hampen!Ser vi bare 50 år tilbage i tiden, finder vi en generation af lærere der var autoriteter i deres metier. Datidens lærere emmede af autoritet og ikke af afmagt.
Selvfølgelig kan vi da acceptere nutidens spejldansende lærere og deres venstreorienterede pædagogiske ideer de hælder ind i vores unge generation, men skal vi ikke se lidt ud af boksen og få de kaffedrikkende, pseudopædagogiske studerende til at bruge tiden på studierne i stedet for de ikke studierelevante sociale sammenhænge???