Unge skriver mere end nogensinde

”Unge skriver mere end nogensinde”, det er vel en påstand, jeg ikke kan benægte. Når jeg læser Jeppe Bundsgaards tekst ”Skrivelyst i autentiske situationer”, forstår jeg lidt bedre, hvorfor de unge kan miste motivationen til at skrive. Der skal jo være en mening og hensigt med at skrive en given tekst, og der er vi måske ikke så gode til at motivere. De unge er jo skrivelystne som aldrig før, sms, chat, statusopdateringer og respons på disse, ja en relativ stor del af deres hverdag går med at skrive. En lille research på nettet gav mig en idé om, hvor omfattende sms skriveriet er hos de unge. Vi taler her om ca. 1500-2000 sms´er om måneden, det er ca. 60 om dagen! Så skrivelysten er jo til stede. Dette var så kun sms´er. Hvis vi kigger på de andre ting jeg opremsede tidligere, kan det jo blive til et helt essay om dagen. Jeg fandt et citat fra en pige, der skrev omkring 40.000 sms´er om året. Hun siger: ” Når man sidder uden at have rørt sin mobil i fem minutter, får man den der lyst til at skrive”. Det er lidt af den tilgang vi skal prøve at få ind i klasserummet. Det bliver nok ikke så enkelt, men det er en udfordring, der skal prøves. Hverken du eller jeg kan vel frasige os den samme holdning, de unge har. Det er nemt lige at sende en besked, hvad enten det er pr mail eller sms. Vi er klar over, at skrivestilen ikke har den store betydning, der er ingen der rigtigt kommentere sproglige fejl, så længe det kan læses. Er det så ikke den vej, vi skal prøve at lokke de unge til tasterne i skolen? Vi kan jo lade være med at kalde det ord som procesorienteret skrivepædagogik, Teaching-Learning Cycle og andre fagudtryk, som straks vil forskrække eleven, og måske sætte en skriveblokering i gang hos eleven før han/hun er kommet i gang. Ser vi på deres daglige skrivelyst, kan vi jo næppe genkende ordet skriveblokering.

Begrebet ” at komme i skriveflow” må være første fase i elevens skriveproces. For at få eleven i ”flow” må differentieringen være optimal. Elevens kompetencer og opgavens sværhedsgrad skal passe sammen, men samtidig skal eleven udvikle sig, og derfor skal vi også skele til Vygotkijs ”Zonen for nærmeste udvikling”. Hvis vi ikke hele tiden er opmærksom på elevens stadie og potentiale, vil vores arbejde med de to begreber være spildt. Eleven kan komme ud af ”flow” og derved enten kede sig eller give op på grund af sværhedsgraden i opgaven.

Jeg kan se mig selv i begge situationer. Da jeg startede med at studere, var jeg tit ude af ”flow”. Jeg havde ikke befundet mig i et undervisningsmiljø i ca. 30 år, så tingene havde ændret sig lidt. Mht. ”flow” havde jeg meget svært ved at følge med i de rent analytiske opgaver, da det selvfølgelig overhovedet ikke mindede om min skoletid. Omvendt havde jeg jo fået en del erfaring og almen viden qua min alder, og det gjorde til tider, at undervisningen kunne virke dræbende langsom. Jeg var absolut ikke i ”flow”, hverken på den ene eller anden måde. Dette er jo en erfaring jeg skal tage med videre i folkeskolen, om end jeg er klar over at det vil blive en stor udfordring for mig, at skabe den optimale ”flowsituation” i en udskolingsklasse der bare venter på at få fri.

Jeg vil, uden at eleverne opdager det, præsentere dem for procesorienteret og genreorienteret skriveundervisning gennem ”The Teaching Learning Cycle”. Det er kort sagt en proces, der gør op med den traditionelle summative vurdering af elevernes skrivearbejde, det med de røde streger og slutkommentarer. Med den procesorienterede skriveundervisning får eleven en mere formativ vurdering af sit arbejde. Læreren skal i sin vejledning tage udgangspunkt i selve processen og den genre, eleven har valgt at skrive. Dette har en direkte tråd til genrepædagogikken og The Teaching Learning Cycle. Et eksempel på denne form for skrivepædagogik er samarbejde lærer og elev imellem. Hele vejen gennem opgaven. Hvis vi tager udgangspunkt i eventyrgenren, vil et typisk undervisningsforløb kunne skitseres således:

1.      Eleverne læser forskellige eventyr, bliver fortrolige med genren, og udleder fællestræk for genren.

2.      Lærer og eleverne læser i fælleskab nye eventyr, hvor læreren gør genrekendetegn tydelige for eleverne.

3.      I denne fase ses et tæt lærer/elev samarbejde. Hvor vi før så en lidt mere individuelt præget tilgang til emnet. Her betyder samarbejdet mellem lærer og elever meget. Eleverne skriver et eventyr i samarbejde med læreren, hvor læreren gennemarbejder og demonstrerer genren, og giver eleverne det nødvendige stillads, til at eleverne i fase 4 kan skrive deres eget eventyr.

4.      Eleverne skriver deres eget eventyr.

Alt dette lyder jo godt. Er det så det? Selvfølgelig skal folkeskolen udvikle sig, men kan den ikke ”overudvikle” sig? Er alt nyt godt? Det var en masse spørgsmål på en gang. Jeg mener ikke, at man kan udelukke den ene metode frem for den anden. Vi skal vurdere, hvad der passer bedst til den enkelte elev og dennes ZNU. Den måde jeg fik undervisning på for fyrre år siden, er ikke nødvendigvis ringere, end den måde der undervises på i dag. Tiden er en anden, de unge er knapt så autoritetstro, ja i det hele taget er de mere kritiske og tvivlende over for omverdenen, end jeg var i den alder. Jeg mener ikke at der er noget galt med summativ evaluering, jeg mener heller ikke, der er noget galt med formativ evaluering. Jeg mener ikke, der er noget galt med den traditionelle danske stil og de røde streger, jeg mener heller ikke, der er noget galt med procesorienteret genrepædagogik og ”The Teaching Learning Cycle”, men jeg synes der er noget galt, hvis man binder sig fast til en teori, og ikke kan se ud over den. Lad os mikse det hele lidt sammen og sørge for at vores elever får en god oplevelse i folkeskolen. Det er vel derfor vi er her.